torsdag den 14. august 2014

there's nothing left to say

Folk siger "ude godt, hjemme bedst"

Men når ma har to steder at kalde 'hjemme', hvordan finder man så ud af hvilket et der snakkes om? 
Jeg har nu været hjemme i lidt over to måneder, og for hver dag der går savner jeg lille Sherman mere og mere. Jeg vidste godt at det ville være hårdt at tage hjem, men jeg havde aldrig troet det ville blive sådan her. Det er virkelig svært at komme i gang med de gamle ting, og se sine gamle venner igen. Vi fik at vide at intet ville have forandret sig når vi kom hjem, venner ville stadig være der og ja det er de da også. Men alle har fået nye venner som de er sammen med, og det har jeg da også, men de er bare på den anden side af Atlanten.

En uge efter jeg kom til danmark, fløj min dejlige kæreste, Eli (ja, den Eli) herover for at besøge mig i lidt over en måned. hvilket betød at den afsked bare blev udskudt. Det virkede ikke som om at jeg ikke skulle tilbage til sherman og mom og pop og dem alle før han var rejst. Jeg havde bare en følelse af at jeg da skulle rejse tilbage med ham... Der er intet jeg ønsker mere. Jeg vil mest af alt bare tilbage til Illinois. Danmark er ikke det samme dejlige sted som det var før jeg tog afsted. Jeg har set en y verden, og jeg er forelsket i den og alle dem i den. 

Jeg er allerede begydt at sparre sammen til flybilletter så jeg kan flyve tilbage næste sommer og være der lige indtil skolen starter her igen. 

Familien James har nu hentet deres nye udvekslingsturdent der nu bor i mit værelse.... det er underligt og også lidt hårdt at vide at jeg er blevet "replaced" på den måde men jeg håber og ved at hun vil få et lige så godt år som det jeg har haft. 

Jeg skypede hjem i mandags. Gigi kunne slet ikke forstå hvad jeg lavede inde i skærmen, og hvordan i alverden de skulle få mig ud af den igen. Mit hjerte bristede da hun hviskede til Mom om ikke hun kunne sige til mig at hun elskede mig... Mom var nød til at gå væk fra de andre fordi hun ikke ville græde foran den nye udvekslingsstudent. 

Til alle nuværende og fremtidige udvekslingsstudenter, der er intet der kan forberede jer på det savn i vil føle når i skal forlade jeres værtsfamilie. De mennesker bliver jeres familie i alle ordets forståelser. Det er dem i vil henvende jer til når i har hjemve, det er dem i vil se hver morgen og hver aften. 

Lige meget hvordan jeres år bliver, så vil i aldrig glemme det, eller de mennesker der har været med til at skabe de minder og oplevelser.

Knus,
Freja
Udvekslingstudent i Illinois 2013-2014

Ingen kommentarer:

Send en kommentar