Så er hvad føltes som det sidste store punkt på listen over ting, der skal klares inden jeg rejser, checket af, for jeg er lige kommet hjem fra den Amerikanske ambassade. Jeg syntes at der var frygteligt mange ting der skulle gøres inden vi tog derind, men heldigvis var alting i orden og min J-1 visum er nu på vej :)
Explorius har været så fantastisk at sende en meget detajleret forklaring over alt der skal gøres, hvilke hjemmesider man skal klikke ind på, hvad man skal huske og alt den slags inden at man skal ind på selve ambassaden.
I det store og hele skulle vi have en frygtelig masse papirer med derind.
Da vi (mig og min mor) kom hen til ambassaden stod der omkring 10-15 stykker ude foran samt 3-5 vagter. Jeg stillede mig om bag i køen og ventede ellers på at det skulle blive min tur. Da jeg kom hen til vagten der stod og krydsede af, gav jeg ham mit pas og sagde at jeg havde tid kl. 10:30. Så skulle man over og stå på den anden side a trappen og vente på at blive lukket ind på selve ambassaden. Da det så endelig blev min tur blev jeg lukket ind, og der stod flere vagter derinde. Jeg skulle aflevere min mobil, og jer der kender mig, ved hvilken klods af en mobil jeg har. Det er en HTC Desire Z med ekstra batteri der stikker ud på bagsiden. Vagten kiggede noget undrene på mig og jeg skyndte mig at forklare at det altså var et batteri der sad der bag på. så lagde han den til side og jeg fik et nummer så jeg kunne hente den igen. Der var sådan et lille kørebånd ligesom de har i lufthavne hvor de røntgen fotograferer ens taske og man skal gå igennem en metal detektor. Da vagten spurgte om jeg havde nogle metal smykker på så han at jeg havde mine Justin Bieber armbånd på. Jeg skulle da ikke slippe for en bemærkning.. "Nå, vi har med en belieber at gøre?" ja, Hr. Vagt. Det har I. Han kommenterede heldigvis ikke videre (jeg er så træt af at blive dømt, bare fordi jeg har en bestemt musik smag) Jeg gik igennem metal detektoren og bippede - til min store lettelse - ikke, tog min taske og blev ledt ind i en lille gang med to døre der ikke måtte være åbne på samme tid, og så videre ind i et rum hvor der sad en masse andre. Jeg trak et nr. og tog plads.
Så kom der en dame rundt med plastik chatek og checkkede at vi havde alle vores papirer og så skulle man ellers bare vente på at ens nummer blev råbt op. Da nr. 53 endelig blev råbt op gik jeg hen til skranke 1 hvor der sad en lille akavet mand, nok i 30erne, og spurgte om mine papirer. jeg gav ham den og han skrev ellers løs på dem og gjorde ved. Så fik ejg lov at sætte mig ned igen.
ca. 10-15 minutter senere blev nr. 53 igen råbt op og jeg gik hen til skranke 1. Den akavede mand forklarede at nu skulle jeg have taget fingeraftryk. først 4 fingre på venstre hånd, så 4 på højre, og så begge tommelfingere. Jeg blev afskediget og satte mig ned igen. Da jeg blev kaldt op for 3 gang gik jeg hen til skranke 2 hvor de sad en ældre herre der skulle "interviewe" mig. Erh... Da jeg fik at vide at jeg skulle interviewes på ambassaden havde jeg forestillet mig noget i stil med at man sad alene i et rum og blev forhørt i 10-20 minutter. Men næh nej, den ældre herre spurgte hvor jeg skulle gå i skole og jeg svarede Williamsville high school, Sherman, Illinois. Den ældre herre svarede at det nok var navngivet efter den store krigs general, William Sherman, der ledte the Federal Army under den amerikanske borgerkrig...... jeg svarede at ja, ham havde jeg da hørt lidt om... totalt løgn men det ville jeg da ikke sige at ham havde jeg aldrig hørt om. Den ældre herre sagde så noget der virkelig forargede mig: "The only good Indian, is a dead Indian" (Den eneste gode indianer er en død indianer) hvilke jeg valgte ikke at svare på. Jeg fik at vide at jeg måtte gå nu og gik så da også så hastigt jeg kunne ud fra ambassaden.
undskylder for dette lange indlæg, men der vare bare så meget jeg syntes at jeg skulle sige.
On other news, jeg har fået min kuffert hjem! Jeg lyver ikke, den er
gigantisk! Det første jeg tænker når jeg ser sådan en stor kuffert er selvfølgelig "Mon jeg kan være i den?"
Og ja, det kan jeg.
knus,
Freja
